Audi leverer 1,6 mio. biler i 2025, efter et stærkt 4. kvartal afslutter et udfordrende år

Audi leverede i 2025 mere end 1,6 mio. biler til kunder verden over, et fald på ca. 3% i forhold til året før. Leveringerne steg dog hver måned i forhold til 2024 fra september og frem, hvilket signalerer en opadgående tendens. En tendens, der samtidig understøttes af, at Audi oplevede en stigning i ordreindgangen på over 13% i 2025 sammenlignet med 2024, og ordrer på elektriske modeller steg med omkring 58%. Leveringer af fuldelektriske modeller nåede i 2025 et rekordniveau på over 223.000 biler, hvilket er en stigning på ca. 36%.

Geopolitiske og økonomiske udfordringer fortsatte med at lægge pres på leverancerne i 2025. Et intenst konkurrencepræget miljø i Kina og amerikansk toldpolitik påvirkede hele bilsektoren og formede den globale forbrugeradfærd. Gode resultater i Europa, Tyskland samt oversøiske og vækst-markeder kunne ikke fuldt ud opveje disse faktorer.

"Vores produktinitiativ er kommet ud på vejene, og det afspejles i stigende grad af antallet af leverede biler. I 2025 kunne vi især øge salget af elbiler," siger Marco Schubert, medlem af direktionen med ansvar for salg og marketing. "Det viser, at kunderne i høj grad tager elbiler som Audi A6 e-tron og Audi Q6 e-tron til sig. Vi agter at fortsætte denne opadgående udvikling i 2026. Takket være vores nye koncernstrategi, vores forhandlerpartnere og vores internationale teams er vi optimalt positioneret til det."

Salgstal for Europa, Nordamerika og Kina

Audi registrerede sidste år mere end 1,6 millioner leveringer, heraf over 223.000 elbiler (+36%). De to nye elbiler, Audi A6 e-tron (37.000 enheder) og Audi Q6 e-tron (84.000 enheder), drev især efterspørgslen. Audi opnåede et rekordhøjt antal leverede biler på markeder som Canada, Polen, Tyrkiet og Danmark.

Audi Sport leverede omkring 36.000 højtydende biler (–13%) til kunder i 2025. Tilbagegangen skyldes reduceret tilgængelighed som følge af modelskifte.

I Europa (ekskl. Tyskland) leverede Audi mere end 464.000 biler, hvilket er på niveau med året før. Leverancerne af elbiler steg med ca. 40% til omkring 113.000 enheder og fortsatte dermed den positive globale tendens.

Audi registrerede også solid fremgang på hjemmemarkedet Tyskland: Af de over 206.000 (+4%) leverede biler var omkring 41.000 fuldelektriske (+89%). Denne stigning viser, hvor populære de nye elbiler er blandt tyske kunder.

I Nordamerika leverede Audi mere end 202.000 enheder (–12%), hvoraf ca. 33.000 var elbiler (+15%) – en ny rekord. I Canada nåede leveringerne et rekordniveau på over 37.000 enheder (+11%).

Konkurrencen i Kina er fortsat intens: Audi leverede omkring 618.000 biler (–5%) og opnåede en førerposition blandt kernekonkurrenterne. Modelinitiativet til det kinesiske marked vil fortsætte i højt tempo i 2026, hvor nøglemodeller som Audi A6L, Audi A6L e-tron, Audi Q5L og AUDI E7X lanceres.

På oversøiske og vækst-markeder øgede Audi leveringerne med omkring 6% til ca. 134.000. Leverancerne af fuldelektriske modeller steg med op til 26% (14.000 enheder). Blandt de lande med højest vækst var Argentina (+77%), Tyrkiet (+28%) og Egypten (+21%).

Audi leveringer

2025

2024

Ændring

Globalt

1.623.551

1.671.218

–2.9 %

Tyskland

206.290

198.342

+4.0 %

Nordamerika1

202.143

230.220

–12.2%

Kina2

617.514

649.900

–5.0 %

Europa (ekskl. Tyskland)

464.046

466.209

–0.5 %

Oversøiske og vækst-markeder

133.558

126.547

+5.5%

1 Nordamerika ekskl. Mexico
2 Kina inkl. Hong Kong

De finansielle tal for 2025 vil blive kommunikeret ved Audis “Annual Media Conference” den 17. marts 2026.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk